En mulig udflugt

Jeg kan hjælpe med at arrangere en udflugt til Alhambra hvis man vil bruge sin fridag på det. 

Alhambra-paladset Granada, ca 1,5 time fra Frigiliana er et af Europas smukkeste og bedst bevarede eksempler på islamisk arkitektur.

Alhambra har i århundreder været valfartssted for digtere, malere, forfattere, fotografer og arkitekter, der har tanket kreativt brændstof i stedets overdådighed. De er svømmet over i begejstring og har forsøgt at beskrive det som et »jordisk paradis«, »barbarisk storslået« eller et »orientalsk delirium«.

Men mange har måttet indse, at ord alene ikke kan beskrive Alhambras paladser, slanke søjler, sirlige arabiske inskriptioner og opfindsomme haveanlæg.

Det var maurerne – de muslimske indbyggere på den iberiske halvø i middelalderen – der med deres håndværkstraditioner og viden om arkitektur og haveanlæg skabte Alhambra. Fra 900-tallet og frem byggede og udbyggede skiftende sultaner Alhambra, og under Nasrid-dynastiet (1232-1492) blev de paladser opført, der har gjort Alhambra verdensberømt.

I århundreder boede de muslimske herskere i noget nær den smukkeste bolig, man kan forestille sig, med udsigt til byen Granada på den ene side og det mægtige Sierra Nevada-bjerg på den anden.

Men lykken vendte for de muslimske herskere, og den kristne, spanske hær fordrev maurerne fra den iberiske halvø, indtil de kun havde Alhambra tilbage af deres hidtidige territorium. Men 2. januar 1492 var det slut, den spanske hær tvang maurerne ud af paladset i en sejr, der skulle blive startskuddet på det spanske riges storhedstid.

Legenden siger, at da Boabdil, den sidste sultan i Nasrid-dynastiet, den dag forlod Alhambra, vendte han sig en sidste gang om i porten, kiggede tilbage på Alhambras storslåethed og drog et dybt suk – maurerens sidste suk – over at skulle forlade det skønne palads.

For den nysgerrige er her lidt mere fordybelse :

ALHAMBRA

Intet ord kan yde retfærdighed til den overdådigt udsøgte smag som en arvefølge af mauriske konger har fremvist med konstruktionen af den legendarisk paladsby Alhambra. Den blev hovedsagligt opført i perioden 1238 – 1358 af nasridkongerne Yusef I, Mohammed V og Ismail I, og indeholder selve kardinalpunktet af kunstformen arabesk. Tusindvis af bygningsværker har Alhambras arkitektoniske stil som forbillede. Svingene vinblade, blomster og planteløv indgraveret i fedtsten, murqarnas, mauriske buer og kulørt flisearbejde i utallige geometriske mønstre, bidrager til stedets mystik og skønhed.

Hvert enkelt palads er bygget omkring en atriumgård eller patio. Overalt er der springvand med grønne cypresser og myrte, der udtrykker evighedens perfektion. Den allestedsnærværende rislen af vandløb i de smukke haver minder, med den største tydelighed om koranen og det gamle testamentes beskrivelse af paradishaven.

Haven hvorunder floder løber. En med vin, en med mælk, en med honning, og en med vand,
fortæller alt om hvad selve paladset har haft til hensigt at simulere.

Med placeringen ovenpå et plateau af sjælden skønhed, nyder Alhambra kølige briser fra alle verdenshjørner, og udgør et perfekt refugium for meditation og afslapning og forlystelse. Mest berømt er Mohammed V’s spektakulære løvegårdsensemble, der med sin enkle skønhed danner centrum for 3 magiske sale. I centrum troner det usædvanlige løvespringvand, en konstruktion hvorpå et stort alabastbassin bliver støttet af 12 løvestatuer. Springvandet fungerede oprindeligt som et ur, der markerede hver time med en forskellig vandskulptur fra en af løvestatuerne.

Selve navnet, Alhambra, indikerer allerede den todelte mystik der præger kongebyen, en mystik der kendetegner alle beretninger skrevet om paladserne, såvel de videnskabelige, som de legendariske opdigtninger. Qualat al-hamra betyder den røde borg på arabisk, men refererer samtidig til grundlæggeren af både Alhambra og Nasriddynastiet, Muhammed ibn al-ahamar ibn nasr.

Intet i paladset opfattes alene ved sin fysiske fremtoning, men danner konstant nye lag af magi og metaforer. Det er dette fænomen, der har bevirket at et utal af kunstnere og arkitekter har ladet sig inspirere af dette univers, og dette som den besøgende i dag kan opleve hvis han giver sig tid og rum til at opsøge stemningen i de enkelte elementer.

Den særlig charme ved dette gamle drømmeagtige palads, er dets evne til at fremkalde vage drømmerier og billeder fra fortiden, og dermed klæde de nøgne kendsgerninger med erindringens drømmerier. (Washington Irving, Tales of Alhambra)

Citatet fra forfatteren Washington Irwings berømte Alhambra tales, fortæller hvorfor paladsbyen har fået så stor betydning i forhold til andre og samtidige middelalderpaladser i Europa.

Uanset hvilke betydninger, associationer eller funktioner der kan læses tydeligt af bygningsværket, er Alhambra et værk med sin egen æstetiske værdi. Løvegårdsensemblet rummer hver eneste del af Alhambras 2 sammenhængende egenskaber. Den første egenskab er, at enhver enhed bevidst vendte indad, og skal ses, værdsættes og bruges indefra. Mens dette var forholdsvis enkelt at gengive i myrtegården, og det tilstødende havepalads, Generalife, udfolder det en meget høj grad af kunstfærdighed i løvegården og dens omgivelser.

I takt med at der skabtes arkitektoniske kompositioner, der kun giver mening indefra, udviklede Alhambras skabere ornamentale og arkitektoniske former, der delte sig uendeligt i mindre elementer. Disse indbyder til en enestående søgen efter det indre princip, eller princippet om at det ene element gør det andet muligt, årsag og virkning. Den anden vigtige egenskab er formernes sensuelle karakter, det der gør at vægge, søjler, lofter, vand og til tider selve rummet, ikke er faste konstanter. Disse er tværtimod uendelige kompositioner, bevægelige flader og ornamenter, der endeløst påvirkes af det foranderlige kontrasterende lys.

Indadvendtheden og sanseligheden er ikke kun fysiske egenskaber ved Alhambra. De er også konsekvensen af at så få funktioner og gøremål kan tillægges nogen af anlæggets rum og haver. Det var nemlig ikke bygningerne, der pålagde indbyggerne nogen bestemt aktivitet, da de nærmere var skaller om hvad mennesker nu en gang gør. Deres karakter var således tiltænkt, for at skabe nydelse, glæde, munterhed, begejstring, og højne oplevelsen ved disse følelser, ved det faktum at de fandt sted netop der. På dette niveau er Alhambra et fuldstændigt unikt og eventyrligt palads. Det har evnen til at omforme de daglige eller enestående øjeblikke i et menneskes liv til noget fantastisk. Det er denne privathed der skaber paradokset ved at et arkitektonisk anlæg af denne størrelse, fremstår med en så grundlæggende privat virkning.

Et sidste element ved Alhambra, der er fundamental for stedets karakter, er bygherrernes ønske om at gengive tidligere tiders islamiske æstetik og fyrstelig storhed. De hispanoarabiske paladser i Cordoba og Sevilla var for længst faldet for det kristne sværd, og Alhambra var således det sidste af sin slags på den iberiske halvø. Dette kan observeres ved at Alhambra, hverken i sin plan, konstruktion eller udsmykning er ægte fornyende. Hvis man sammenligner med ældre paladser i Spanien, byder paladsbyen, sin konservatisme på trods, på en Salomonsk stemning og mystik, som taget fra Tusind og en nats eventyr. Dette skyldes at netop ved at benytte klassisk repeterende former, er disse blevet perfekte i den forstand at de er blevet anvendt med en visuel klarhed i bevidstheden om deres muligheder og logik. Man har på denne måde opnået den store grad af kompleksitet, der er gennemgående overalt i paladser og haver.

Alhambra er således et klassisk islamisk middelhavspalads, der i sin byggeteknik ikke adskiller sig markant fra de forsvundne paladsbyer i Cordoba, Bagdad og Damaskus, men som i sin udsmykning, netop genopliver disses mystik og overdådighed, som den var til stede i mellemøsten mange hundrede år tidligere. Temaer som overraskelsesmomenter, metaforer og poetiske billeder, understregede i så høj grad den Salomonske mytologi og stod i skarp kontrast til de himmelkupler og kalkmalerier, der i renæssancen bredte sig i resten af Spanien. Derfor fremstod Alhambra som et fantastisk og eksotisk palads, der fortjent, også i dag betager millioner af mennesker, som det stråler mod himlen foran Sierra Nevadas storslåede kulisse.